Manaña

Hold mig nogenlunde omgængelig

På bagsiden af indgangsdøren til en engelsk kirke fandt
man i året 1610 følgende:

Herre, du ved bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive
ældre og snart gammel.
Bevar mig fra den skrækkelige vane at tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om en hver sag og ved enhver lejlighed. Fri mig for trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer. Gør mig eftertænksom, men ikke trist, hjælpsom, men ikke nævenyttig.

Når man tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men du ved,
Herre, at jeg helst skulle beholde nogle få venner til det sidste.

Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen.
Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter, de bliver flere og flere, og lysten til at beklage
sig over dem vokser, som årene går. Jeg vover ikke bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed,
når mine erindringer synes at være i modstrid med andres. Lær mig den sunde indstilling, at også jeg kan tage
fejl af og til.

Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen, nogle af dem er meget
svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af djævlens mesterværker.

Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker, jeg ikke har
ventet det hos.

Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.